Systemiske behandlinger

Systemiske behandlinger påføres ikke direkte på huden, men gives på anden måde (som tabletter, injektioner, lysbehandlinger osv.). Disse behandlings-typer påvirker hele kroppen og anvendes derfor normalt til de mere alvorlige former for psoriasis.

Der er mange forskellige former for systemiske behandlingsmuligheder, bl.a.:

Biologiske behandlinger

Biologiske lægemidler er en ny systemisk behandlingsform for både psoriasis- og psoriasisgigtpatienter. Der er tale om proteinbaserede lægemidler, som er produceret af levende, laboratoriedyrkede celler.

Biologiske behandlinger har været anvendt til andre sygdomme i lang tid og begynder nu at opnå godkendelse som en ny behandlingsmulighed i forbindelse med psoriasis.

De svækker immunforsvaret, der jo netop er ude af regulering ved psoriasis, og det menes at være virkningsmekanismen. Man skal undersøges for risikoen for infektioner inden man bliver sat i behandling med biologiske lægemidler.

Biologiske behandlinger har været anvendt til andre sygdomme i lang tid og begynder nu at opnå godkendelse som en ny behandlingsmulighed i forbindelse med psoriasis. De kan tilbydes, hvis nedenstående behandlinger ikke har virket eller
givet uacceptable bivirkninger.

Tilbage til toppen 

 
Ciclosporin

Ciclosporin gives som tabletter og hæmmer immunsystemets aktivitet og nedsætter den hastighed, hvormed hudcellerne vokser.

Det anvendes ofte til at forebygge, at transplanterede organer afstødes. Præparatet er godkendt til behandling af psoriasis, men det er forbeholdt personer med svær psoriasis, hvor anden behandling ikke har hjulpet.

Når medicinen anvendes til behandling af psoriasis, er dosis mindre, end når præparatet anvendes til transplanterede patienter. Ved ciclosporin-behandling opnår mere end 90% af patienterne, at huden heler fuldstændigt.

Bivirkningerne kan være alvorlige, og inden behandling med ciclosporin skal patienten undersøges nøje for at afgøre, om man kan tåle behandlingen. Under behandlingen skal man holde øje med udvikling af bivirkninger.  
 
Tilbage til toppen 

 
Methotrexat (MTX)

Methotrexat (MTX) gives som tabletter eller injektion og hæmmer den hurtige celledeling i huden og immunsystemet.

Dette immunhæmmende lægemiddel blev oprindeligt anvendt til kræftbehandling og blev godkendt til behandling af psoriasis i 1970'erne.

Medicinen er effektiv, men påvirker cellerne i alle andre organsystemer.
Medicinen bør ikke tages af personer, som:

  • regelmæssigt drikker alkohol
  • har en unormal lever- eller nyrefunktion
  • har immundefekter
  • har en igangværende infektion
  • forsøger at blive gravide (mænd og kvinder)
  • Nyre-, lever- og knoglemarvsfunktionen skal overvåges nøje under behandlingen.

Tilbage til toppen 

 
Orale (til indtagelse gennem munden) retinoider

Orale retinoider er A-vitaminlignende stoffer, der styrer hudcellernes vækst og afstødning fra hudens overflade.

De virker ved at normalisere væksten af hudceller. De kan anvendes til behandling af patienter med alvorlige former for psoriasis, hvor andre behandlinger ikke har virket.
 
Retinoider kan ikke anvendes af gravide kvinder eller kvinder, som forsøger at blive gravide.

På grund af den alvorlige risiko for fosterskader må kvinder, der tager acitretin (Neotigason), ikke blive gravide i op til 3 år efter at være ophørt med medicinen, og de må ikke drikke alkohol under behandling og 2 måneder efter at være ophørt med behandlingen.
 
Tilbage til toppen 
 

Lysbehandlinger

Man ved ikke helt, hvordan lys virker på huden, men det er kendt, at naturligt lys og forskellige former for behandling med ultraviolet lys (UV) kan forbedre psoriasis væsentligt.

Ultraviolet lys anvendes til at behandle moderat til svær psoriasis, hvis lokalbehandling med cremer og salver ikke er tilstrækkelig.

Behandlingsformen forlænger ofte perioden frem til et tilbagefald i forhold til andre behandlinger.

Lysbehandlinger gennemføres oftest i hudlægens klinik eller på hospitaler.

I dag findes der tre forskellige former for behandling med ultraviolet lys (UV-lys):

UVB-behandling
Behandlingen foregår ved at man står i en speciel lysboks (ikke et solarium) iført beskyttelsesbriller eller lignende beskyttelse. Huden udsættes derefter for UVB-stråler i et bestemt stykke tid.

UVB-behandling bør gives af en hudlæge med erfaring i lysbehandling. UVB-lys skal gives 3 gange ugentligt i 1-2 måneder, før det har en gavnlig virkning hos de fleste patienter med psoriasis.

Til gengæld holder virkningen af denne lange behandling længere end efter lokalbehandling. UVB er den kortbølgede ultraviolette stråling.

PUVA-behandling
PUVA er en kombination af UVA-lys og et fotosensibiliserende lægemiddel (som skal tages separat).

PUVA-behandlingen er effektiv, men nyere studier viser, at den øger risikoen for hudskader og kræft. UVA er den langbølgede ultraviolette stråling.

Buckystråler
Buckystråler eller bløde røntgenstråler kan anvendes til behandling af enkelte genstridige plaques, der ikke responderer tilfredstillende på lokalbehandling. Der gives sædvanligvis ugentlig behandling i 3-6 uger.

Tilbage til toppen


Hvordan man anvender præparaterne korrekt

Selv om psoriasis er en kronisk (livslang) hudsygdom, kan den behandles effektivt, og det er muligt at reducere eller endog få psoriasispletter til at blive næsten usynlige eller hele fuldstændigt.

Men det er vigtigt at anvende præparaterne i forbindelse med behandlingen korrekt. En behandlingsform kan være nok så effektiv, men hvis præparatet anvendes forkert, virker behandlingen sandsynligvis ikke, og der er endda risiko for en forværring af symptomerne.

Alle patienter har forskellige måder at tackle deres psoriasis på, og valget af behandlingsform bør generelt være baseret på samtaler mellem dig og din læge.

Den behandling, som virker hos en person, virker måske ikke for en anden, så det er vigtigt at have kendskab til de forskellige behandlingsmuligheder, der findes, og samarbejde med din læge om at finde den behandling, som er mest optimal for dig.

Tilbage til toppen