Almindelige spørgsmål

Hvad er psoriasis?                                                         
Psoriasis [udtales forskelligt, fx soræasis eller soriasis] er en kronisk betændelsestilstand (inflammation) i huden, som rammer ca. 1-3% af befolkningen i Europa. Den viser sig som røde pletter (fortykkede pletter på huden) med sølvagtige hvide skæl, fordi overhudens celler ikke modnes til et normalt hornlag.

Smitter psoriasis?
Psoriasis smitter ikke. Du kan ikke blive smittet af andre personer eller smitte andre med sygdommen.

Hvad er årsagen til psoriasis?
Man kender stadig ikke den nøjagtige årsag til psoriasis. Men forskningen har vist, at der er tale om en kompleks sygdom med immune, genetiske og miljømæssige faktorer.


Disse faktorer ændrer, hvordan hudens celler fungerer, og fremskynder den hastighed, hvormed hudceller produceres og udvikles.

Normale hudceller dannes fra vækstlaget i overhuden (epidermis) og er 28-30 dage om at modnes til et normalt, smidigt og sammenhængende hornlag (stratum corneum).

Cellerne i stratum corneum er døde og afstødes, uden at man bemærker det. Hudceller hos en person med psoriasis er kun 3-4 dage om at nå fra vækstlaget og op til overfladen. De modnes aldrig til et normalt hornlag, men bliver i stedet til løstsiddende skæl, der drysser af i store mængder.

Hvilke områder på kroppen kan blive ramt af psoriasis?
Psoriasis opstår oftest i hårbunden, på knæene, albuerne og overkroppen. Men psoriasis kan opstå overalt, fx på negle, håndflader, fodsåler, kønsdele og i sjældne tilfælde ansigtet.

Kan psoriasis opstå i alle aldre?
Ja. Psoriasis opstår ofte i alderen mellem 10 og 30 år, men kan opstå i alle aldre. Sygdommen rammer mænd og kvinder med samme hyppighed.
 

Symptomer og behandling

Hvordan bliver psoriasis diagnosticeret?
Hvis du mener, du har psoriasis, bør du kontakte din læge. Lægen undersøger din hud og henviser eventuelt til hudlæge, hvis diagnosen ikke er helt åbenbar for at finde ud af, om du virkelig har psoriasis.

Kan psoriasis helbredes?
Sygdommen kan ikke helbredes, men psoriasis kan behandles meget effektivt, og behandlingen kan få din psoriasis til at hele. Læs mere om behandlingsmuligheder her.

Hvad er de mest almindelige symptomer på psoriasis?
Personer med psoriasis oplever ofte som det første, at huden skæller, fortykkes og bliver rød.
Giver psoriasis kløe? Nogle mennesker oplever, at deres psoriasis klør. Det skønnes, at ca. 60-70% af alle med psoriasis oplever kløe.

Hvad er den mest almindelige behandling af psoriasis?
Der findes ikke et bestemt produkt, fordi alle patienter og deres psoriasis er forskellige. Behandlingerne kan fx bestå af lokalbehandling (lægemidler på recept og fugtighedscremer i håndkøb) og tablet- eller injektionsbehandling (udelukkende produkter på recept).

Læs mere om behandlingsmuligheder for psoriasis.

Hvor hurtigt kan jeg forvente at se resultater af psoriasisbehandlingen?
Dette kan variere fra behandling til behandling og fra person til person.

Med den korrekte behandling kan du muligvis opleve en forbedring af tilstanden inden for 1 til 2 uger (afhængigt af den individuelle psoriasis og behandlingsmuligheden).

Tal med din læge om, hvilken behandling, der passer dig bedst.

Hvor længe er det nødvendigt at være i behandling?

Din læge rådgiver dig om, hvor længe dine behandlinger skal stå på. Behandlingens varighed afhænger af medicintypen, der anvendes, og psoriasistypen.

Hvordan anvender jeg præparaterne korrekt?
Din læge rådgiver dig om, hvilken behandling du skal gennemgå og hvornår. Hvis du får ordineret lokalbehandling, er det vigtigt at du får en grundig instruktion mundligt med demonstration af smøreteknikken og skriftlig instruktion til at tag med hjem.

Man skal så vidt muligt påføre præparatet direkte på psoriasisområdet og forsøge at undgå de områder af huden, som ikke er ramt.

Hvilke bivirkninger skal jeg være opmærksom på?
Din læge informerer dig om, hvilke bivirkninger du skal være opmærksom på.

Hvornår skal jeg kontakte min læge igen?
Hvis du ikke er tilfreds med din behandling, eller hvis du taber motivationen til at behandle dig, skal du kontakte din læge og drøfte, om det er nødvendigt at ændre behandlingen.

Hvis du er tilfreds med din behandling, skal du kontakte din læge, hvis din psoriasis ikke får effekt af behandlingen, selv om du husker at anvende behandlingen, eller hvis du har behov for yderligere behandling.

Det anbefales, at du har jævnlig kontakt med din læge, så han/hun kan følge resultaterne af din behandling.

Ved hvert besøg hos din læge bør du spørge, hvornår du skal komme til dit næste lægebesøg.

Forskning har vist, at behandlingsresultatet bliver bedre, hvis man efter påbegyndt behandling ser lægen kort tid efter starten af behandlingen.
 

Et godt liv med psoriasis

Hvordan kan min sundhed påvirke min psoriasis?
Med en sund livsstil har du større chance for at kunne leve godt med din psoriasis, og en sund livsstil styrker immunsystemet, hvilket også er en fordel i forbindelse med din psoriasis.

Hvordan kan min psoriasis påvirke min sundhed?
Hvis man i stedet for at behandle sig skjuler sig med sin psoriasis og forsømmer en sund livsstil, kan psoriasis indirekte, via livsstilsændringer, føre til livsstilssygdomme.

Forskning har vist, at psoriasispatienter i gennemsnit lever kortere end mennesker uden psoriasis og årsagen er ofte netop livsstilssygdomme.

Svær psoriasis har vist sig i sig selv at kunne føre til hjerte-karsygdom.

Hvilken slags påklædning er bedst under et udbrud af psoriasis?
Tøj, som er for tætsiddende, kan irritere huden og har en tendens til at gøre psoriasissymptomerne værre. Klæd dig i tøj lavet af bløde, naturlige fibre som fx bomuld. Det gælder også dit undertøj.

Kan jeg gøre noget for at forebygge et udbrud af psoriasis?
De udløsende faktorer for et psoriasisudbrud varierer fra person til person.

Men det er altid en god idé at undgå stress samt store mængder alkohol og enhver form for rygning.
For flere tips om at leve med psoriasis, klik her.

Kan jeg barbere mig, når jeg har psoriasis i udbrud?

I de områder, hvor du har psoriasispletter, er det bedre at barbere sig end at fjerne hår via en metode, hvor man trækker hårene ud.

Kan jeg svømme, når jeg har psoriasis?
 
Ja. Når du har svømmet i en pool, skal du huske at vaske dig bagefter, fordi klor kan have en udtørrende virkning på din hud. Husk også at bruge fugtighedscreme efterfølgende.