Hvad er psoriasis?

Psoriasis giver, hvis den ikke behandles, en betændelseslignende tilstand i huden, som kaldes inflammation.

I Danmark lider mere end 125.000 mennesker af sygdommen. Alle kan få psoriasis, og sygdommen er lige almindelig hos mænd og kvinder. Psoriasis viser sig som en hudsygdom, som forårsager, at hudcellerne dannes og afstødes for hurtigt fra huden. Det øverste lag af huden kaldes for overhuden. Cellerne i overhuden fornys og afstødes hele tiden.

Denne proces tager normalt ca. en måned, men hos psoriasispatienter går det hurtigere (mindre end en uge). Hudoverfladen får sølvagtige hvide skæl i stedet for et glat hornlag.

Den hurtige celledeling og ufuldstændige cellemodning ledsages af inflammation med rødme og fortykkelse. Psoriasis forekommer hyppigt som pletter, der er skarpt afgrænset fra den øvrige hud.

Psoriasis kan opstå i alle aldre, men de fleste patienter udvikler psoriasis, når de er i tyverne. Forekomsten er størst i de sene teenageår, i starten af tyverne og igen, når patienterne kommer op i halvtredserne.